Bondemand1  Kontor  moelle  Bondemand2


Udgivelser

Ballerup Historiske Forening har alene eller i samarbejde med andre udgivet en række bøger og dvd'er, der kan købes i museumsbutikken på Ballerup Museum. Som medlem af foreningen får du 20% på foreningens udgivelser i museumsbutikken, hvis du fremviser medlemskortet i det seneste nummer af Byhornet

Skovlunde før og nu

I anledning af, at det i 1999 var 750 år siden, Skovlunde første gang blev nævnt i de skriftlige kilder, udgav foreningen i december 1998 Svend Jørgen Jensens bog »Skovlunde før og nu«. Bogen, der er rigt illustreret med fotos, tegninger og kort, er den første samlede beskrivelse af Skovlundes historie. Teksten fortæller om fortidens Skovlunde, mens Kjeld Johansens tegninger viser lokaliteterne, som de så ud på udgivelsestidspunktet. Bogen kan benyttes i forbindelse med en byvandring gennem det gamle og det nye Skovlunde.
Pris: 120 kr.

Det er nette folk i Ballerup

Ballerup Historiske Forening har taget initiativ til at genoptrykke bogen, som oprindelig blev udgivet i 2004 af Pædagogisk Center og Skolebibliotekerne i Ballerup Kommune. Bogen fortæller om H.C. Andersens eventyrlige fodrejse gennem Ballerup i 1868. Den muntre historie er skrevet af Mogens Bille, Fritz Haack har tegnet de finurlige illustrationer, og Svend Jørgen Jensen har skrevet et oplysende faktaafsnit.
Pris: 150 kr.

Historier fra Ballerup

Lokalhistorisk billedhæfte med fortrinsvis ældre fotos fra Ballerup fra omkring 1900 og frem. Hæftet indeholder desuden enkelte nutidige fotos, et par tegninger samt et kort over Ballerup, som byen så ud i 1909. Korte tekster fortæller historien om de steder, der ses på billederne.
Pris: 50 kr.

Jenny og soldaten – en livshistorie

Jenny Schulzes erindringer er en gribende og anderledes beretning om en skæbne fra tiden omkring anden verdenskrig. Jenny blev født i 1922 og voksede op i Ballerup. Under krigen forelskede hun sig i en tysk soldat, som gjorde tjeneste i Værløselejren. De blev gift, og hun rejste først til Tyskland, siden til Canada med ham. Hendes søster, Agnethe, blev gift med storfyrstinde Olgas søn Tihon, og da Jenny og hendes mand flyttede til Canada, fik hun kontakt med storfyrstinden. Bogen er redigeret af Jørgen O. Bjerregaard og Svend Jørgen Jensen. Den er udgivet i 2002 af Ballerup Historiske Forening i samarbejde med Ballerup Egnsmuseum.
Pris: 75 kr.

Ballerup i børnehøjde

Mogens Bille har skrevet sine humoristiske erindringer fra Ballerup 1957–1964. Bogens smukke illustrationer er tegnet af Fritz Haack, og Svend Jørgen Jensen har skrevet et faktaafsnit med lokalhistoriske kommentarer til beretningerne. Bogen er udgivet i 2007 af Ballerup Historiske Forening i samarbejde med Pædagogisk Center og skolebibliotekerne i Ballerup.
Pris: 75 kr.

Ballerup kirke

Bogen om Ballerup kirke er skrevet Eva Louise Lillie, der er undervisningsadjunkt i faget kirkehistorie på det teologiske fakultet ved Københavns Universitet. I bogen fortæller hun blandt andet om kirkens bygningshistorie, dens inventar og dens kalkmalerier. Bogens illustrationer er i farver, og det er første gang, alle kirkens kalkmalerier gengives i farver i én publikation. Fotografen Erling Lykke Jeppesen har taget fotografierne til bogen, mens Ragna Wehding, der er grafisk designer og ansat på Ballerup Museum som udstillingsarkitekt, har tegnet bogens tegninger. Bogen er redigeret af Henrik Adrian og Svend Jørgen Jensen. Den er udgivet af Ballerup Historiske Forening i 2007.
Pris: 100 kr.

Ballerup Krøniken

En lokalhistorisk dvd-serie, som består af 6 dvdʼer. Den første indeholder en restaureret kopi af egnsfilmen fra 1949, som beskriver Ballerups historie fra oldtiden til S-togets ankomst. Desuden indeholder Ballerup Krøniken 1 en film, som biografdirektør Julius Dinesen har optaget 1925–1934. De efterfølgende fem dvdʼer beskriver hver et tiår af Ballerups historie fra 1950 til 2000. Filmene er blevet til i samarbejde med beboere i Ballerup, som har udlånt deres amatørfilm til projektet. Også Ballerup Kommune og flere af kommunens virksomheder har stillet materiale til rådighed for projektet. Den første egnsfilm fra 1949 har Gunnar Nu Hansen lagt speakerstemme til, mens det i de efterfølgende fem dvdʼer er Ballerups daværende borgmester Ove E. Dalsgaard, der speaker. Ballerup Krøniken er udgivet i perioden 2005–2010 af Ballerup Historiske Forening, Pædagogisk Center og skolebibliotekerne i Ballerup Kommune.
Ballerup Krøniken 1, 4 og 6 er udsolgt. Ballerup Krøniken 2,3 og 5 kan købes i museumsbutikken på Ballerup Museum. Pris pr. stk: 50 kr.

Eventyret om de tre hvide bjørne

Ballerup Historiske Forening og Ballerup Museum har genudgivet storfyrstinde Olgas billedbog ”Eventyret om de tre hvide bjørne«. Bogen handler om tre små bjørne, som flygter hjemmefra, fordi de føler sig overset. Til slut vender de dog hjem igen, og alt bliver godt. Teksten, der er på vers, er skrevet af Otto Schrayh, og storfyrstinde Olga har malet de fine akvareller. Xenia Kulikovsky Nielsen har skrevet et forord, hvori hun fortæller om sit nære forhold til sin farmor storfyrstinden. Bogen har både dansk og engelsk tekst.
Pris: 150 kr.