Udgivelser

Ballerup Historiske Forening har alene eller i samarbejde med andre udgivet en række bøger og dvd'er, der kan købes i museumsbutikken på Ballerup Museum. Som medlem af foreningen får du 20% på foreningens udgivelser i museumsbutikken, hvis du fremviser medlemskortet i det seneste nummer af Byhornet

Skovlunde Flyveplads

Fra 1946 til 1980 lå der en flyveplads i Skovlunde. Mange mennesker havde glæde af pladsen, hvorfra der blandt andet blev fløjet skole-, taxa- og privatflyvning. Men beboerne i Skovlunde var ikke altid lige begejstrede for de små sportsmaskiner. Svend Jørgen Jensen og Henning Petersen, der begge er medlemmer af Ballerup Historiske Forenings bestyrelse, fortæller den spændende historie om flyvepladsen.

Eventyret om de tre hvide bjørne

Ballerup Historiske Forening og Ballerup Museum har genudgivet storfyrstinde Olgas billedbog ”Eventyret om de tre hvide bjørne«. Bogen handler om tre små bjørne, som flygter hjemmefra, fordi de føler sig overset. Til slut vender de dog hjem igen, og alt bliver godt. Teksten, der er på vers, er skrevet af Otto Schrayh, og storfyrstinde Olga har malet de fine akvareller. Xenia Kulikovsky Nielsen har skrevet et forord, hvori hun fortæller om sit nære forhold til sin farmor storfyrstinden. Bogen har både dansk og engelsk tekst.

Skovlunde før og nu

I anledning af, at det i 1999 var 750 år siden, Skovlunde første gang blev nævnt i de skriftlige kilder, udgav foreningen i december 1998 Svend Jørgen Jensens bog »Skovlunde før og nu«. Bogen, der er rigt illustreret med fotos, tegninger og kort, er den første samlede beskrivelse af Skovlundes historie. Teksten fortæller om fortidens Skovlunde, mens Kjeld Johansens tegninger viser lokaliteterne, som de så ud på udgivelsestidspunktet. Bogen kan benyttes i forbindelse med en byvandring gennem det gamle og det nye Skovlunde.

Det er nette folk i Ballerup

Ballerup Historiske Forening har taget initiativ til at genoptrykke bogen, som oprindelig blev udgivet i 2004 af Pædagogisk Center og Skolebibliotekerne i Ballerup Kommune. Bogen fortæller om H.C. Andersens eventyrlige fodrejse gennem Ballerup i 1868. Den muntre historie er skrevet af Mogens Bille, Fritz Haack har tegnet de finurlige illustrationer, og Svend Jørgen Jensen har skrevet et oplysende faktaafsnit.

Ballerup kirke

Bogen om Ballerup kirke er skrevet Eva Louise Lillie, der er undervisningsadjunkt i faget kirkehistorie på det teologiske fakultet ved Københavns Universitet. I bogen fortæller hun blandt andet om kirkens bygningshistorie, dens inventar og dens kalkmalerier. Bogens illustrationer er i farver, og det er første gang, alle kirkens kalkmalerier gengives i farver i én publikation. Fotografen Erling Lykke Jeppesen har taget fotografierne til bogen, mens Ragna Wehding, der er grafisk designer og ansat på Ballerup Museum som udstillingsarkitekt, har tegnet bogens tegninger. Bogen er redigeret af Henrik Adrian og Svend Jørgen Jensen. Den er udgivet af Ballerup Historiske Forening i 2007.